Før hed det ”at have gode forbindelser”, i dag kalder vi det netværk og opfatter det som et nymodens fænomen. Men begrebet har altid eksisteret, det har blot ændret sin betydning, fastslår journalist Bodil Pedersen i sin nye bog med den enkle titel ”Netværk”. Det at netværke er blevet en altafgørende kompetence for den enkelte i en tid, hvor verden omkring os er i konstant forandring.
I fremtiden vil ingen score et guldur for at have siddet 25 år i den samme virksomhed og have udført de samme opgaver. Vi er simpelthen nødt til at følge med i, hvad der foregår omkring os, være åbne over for ny viden, nye mennesker og nye muligheder. Redskabet hedder netværk.
Men hvordan opbygger man et professionelt netværk? Hvem skal man netværke med? Og hvad får man ud af at netværke? I bogen Netværk får man klare svar på de mest nærliggende spørgsmål. Der er ingen hokus-pokus og fine teorier, men letlæselige og næsten banale råd om kunsten at netværke. Det skulle i øvrigt være et håndværk, som alle kan lære, påstår forfatteren, og leverer en hel værktøjskasse, som man kan dykke ned i, hvis man er grøn på området.
Bogens helt store styrke er, at den er dansk og henter alle sine eksempler fra vores egen nære verden. Blandt andet er der en fin, men ikke særlig komplet liste over eksisterende netværk herhjemme.
I nærværende sammenhæng er det også værd at bemærke, at bogen indeholder et særskilt afsnit for iværksættere, freelancere og selvstændige.
Netværk
Af Bodil Pedersen
Aschehoug, 142 sider, 199 kroner.